Kulturporten

 

Vores ydelse: Totalrådgivning for teknikfag
År: 2019-2024
Projekttype: Nybyg, transformation, bevaringsværdig
Opgavetype: Bolig, kultur
Rådgivningsform: Projektering
Etageareal/Omfang: 8.175 m2
Bygherre: Dades
Arkitekt: PLH Arkitekter

 

Et nyt kulturelt centrum i Farum

Farum Kulturporten er en helhedsplan for et nyt kulturelt centrum i Farum. Det er vores intention at skabe sammenhænge mellem bygningerne, stiforløbene og gårdhaverne, således at hele karréen bliver løftet til én stor sammenhængende og inviterende Kulturport i byen.

En randbebyggelse indrammer Kulturporten og præsenterer sig som et markant byhus mod Frederiksborgvej og Stavnsholtsvej. Randbebyggelsen skærmer Kulturøens bagvedliggende grønne gårdrum. Mod øst afsluttes bebyggelsen, således at den sammen med Kulturhuset indrammer Kulturtorvet.

Nybyggeriet består af 90 boliger – 2- og 3-værelses lejligheder. Alle boliger har en privat altan ud mod gårdhaverne, og fra stueetagen er der direkte udgang til Musikhaven. Ud mod Kulturtorvet foreslås indrettet en beboercafé.

På hjørnet af byggeriet åbner en stor 2 etager høj port sig ud mod omgivelserne, og man kan via en teglstensbeklædt trappe og rampe bevæge sig ind i den bagvedliggende gårdhave og videre ind til Kulturhuset. De indeliggende portvægge og loftet i porten er beklædt med profilerede teglstenselementer, glaserede med løbende glasur, der giver et levende farve og lysspil, også om aftenen, hvor porten er oplyst med kunstlys.